De Skamløse demokrater

Skamløs politik

Skamløse demokrater er et nyt, københavnsk parti, der ikke er bundet af Christiansborg. Vi er frustrerede over at folketing og regeringer sætter grænser for byen, og forhindrer os i at bruge vores egne penge.

København er landets største by, og har en fantastisk økonomi. Kommunen har overskud på næsten 3 mia., og har en formue investeret i aktier og obligationer.

De nationale partier går til valg på at skære ned i kommunen, og at erstatte varme hænder med kunstig intelligens fra Silicon Valley. Med serviceloft og anlægsloft forbyder de os i at hjælpe mennesker, og kræver i stedet at vi allernådigst beder om lov, hvis vi vil have mere metro eller en sporvognslinje.

En anden vej

Skamløse demokrater vil sælge kommunens aktier, og placere pengene i en social udviklingsfond. Ligesom den norske oliefond skal den være beskyttet imod politisk indgriben, så den ikke misbruges til personlige prestigeprojekter.

Vi vil også udfordre statens magt. I alt for mange år har kommunen ukritisk accepteret racistiske ghetto-love, overvågningspakker og politi-indsatser. Vi vil sikre borgerne retshjælp, og udfordre statslige krav ved domstolene.

Færre villaer, flere lejligheder

I en tid med valgflæsk på alle hylder, går vi imod strømmen: Læg Københavns Kommunes formue i en fond, opkøb villakvarterer i Brønshøj/Husum, og byg lejligheder som i brokvartererne!

På Nørrebro bor der 20.000 per kvadratkilometer, mens der i Brønshøj kun er 4.600. I stedet for at bygge på grønne arealer, eller at opfinde magiske taglejligheder, bør vi udvide metroen og bygge et nyt bro-kvarter.

Alle vil have flere, billige boliger, så unge også kan studere og arbejde i hovedstaden. Vi har store arealer tæt på byen med simple typehuse, og gode forbindelser. I stedet for at ødelægge Øresund, Amager eller Vestvolden, bør vi overveje om der virkelig er brug for lommer af provinsen i København.

Befolkningstætheden i Brønshøj/Husum er 5.098 personer per kvadratkilometer, mens den på Nørrebro er 19.364

Støt kampagnen

Støt kampagnen via bankoverførsel til 9570 14015841 eller via Mobile Pay på 83094.

Mobile Pay QR-kode